Hold op hvor føler jeg mig nøgen: Her bliver scenerummet til et levende eksperiment i deltagelse, nærvær og nerve

Publikum er både materiale og medskaber i “AI know you” på Odense Teater. En forestilling, der sitrer i spændingsfeltet mellem lysten til at lege og frygten for at blive set.

Det vil være forkert at sige, at “AI Know you” ikke vil fortælle os noget. Det vil det. Men forestillingen vil i lige så høj grad have noget ud af os. Ikke blot fordi den taler om data, om algoritmer, om det digitale støv vi efterlader overalt, men fordi den insisterer på, at vi som publikum er nødvendige for dens eksistens. Det er som om hele rummet sitrer af den spænding: Hvem tør træde frem? Hvem vil lade sig kortlægge? Hvem giver sig hen til spillet?

Det er måske netop her, forestillingens egentlige drama ligger. Ikke så meget i spørgsmålet om kunstig intelligens som om den menneskelige intelligens, der tændes, når man risikerer sig selv foran andre. Når ens navn og valg igennem forestillingen, bliver til materiale, som scenen kan forme, tolke, forstørre. En tavs forhandling, som instruktøren håndterer kyndigt, men som i virkeligheden ligger i vores blikke, vores skuldres spænding, vores små forsigtige smil.

Midt i det hele står Kristoffer Helmuth. Eller snarere: han flyder mellem rollerne. Vært, værge, performer, teknologisk mellemled, psykolog, lejlighedsvis algoritme. Det er en slags dobbeltbevægelse, han udfører: Han inviterer os ind med varme og humor, men samtidig holder han os udstrakt i et analytisk greb. Et slags menneskeligt interface. Det kræver en enorm præcision at være både menneske og mekanisme på samme tid, og Helmuth formår at få alt til at se let ud, næsten uundgåeligt. Men i glimt fornemmer man, hvor svær balancen må være: at skabe tryghed nok til, at vi tør lege, men ikke så meget, at forestillingen mister sin kant.

Scenen omkring ham er holdt i en kølig, næsten klinisk æstetik, men med små brud af varme menneskelighed. I midten står den storskærm, hvor vi ser os selv. Nogle gange i datapunker, andre gange som et spejl. Det giver en mærkelig, pirrende fornemmelse: Her står man, et individ med sit eget liv, og alligevel er man kun et datapunkt, der kan hentes frem og foldes ud i lyset. Forestillingen spørger ikke: Hvem er du? Den spørger snarere: Hvor meget af dig skal der til, før vi tror, vi kender dig? Hold op, hvor føler jeg mig nøgen.

En social situation

Vi har hørt om algoritmer, overvågning og digitale fodspor før. Her er intet nyt. Det kommer med måden, forestillingen skaber en ustabil zone mellem frivillighed og afsløring. Mellem leg og blottelse. Den bliver levende, netop fordi hver aften er afhængig af, hvor meget publikum vil give. Der opstår et næsten elektrisk spændingsfelt, hvor vi alle venter på, hvem der træder frem som næste datapunkt. Nogle aftener bliver forestillingen sikkert ydmyg og forsigtig. Andre eksplosiv, måske endda for meget.

I den forstand er AI know you mindre et teaterstykke end en social situation, der er blevet iscenesat og oplyst. En form for kontrolleret usikkerhed. Og det er dér, værket bliver interessant: ikke fordi det giver svar på noget teknologisk, men fordi det i glimt får os til at mærke den mærkelige blanding af lyst og frygt, der kendetegner vores liv med data. Vi vil gerne ses, men helst på vores egne præmisser. Vi vil gerne forstås, men helst af nogen, vi selv har valgt.

Og måske er det derfor, vi bliver ved med at kigge på Helmuth. Fordi han står som det menneskelige filter, der gør det muligt for os at deltage uden helt at føle os afslørede. Hans præstation er ikke bare skuespil, men mægling: mellem os og maskinen, mellem humor og eksistentiel uro, mellem lysten til at lege og frygten for at blive gennemskuet.

Når forestillingen slutter, går man ikke ud med en klar morale. Snarere med en fornemmelse af at have været med til noget, der ikke helt slipper én igen. En lille usikkerhed måske. Eller en lille lyst til at lege videre. Det er svært at afgøre, om forestillingen egentlig viser os noget om, hvem vi er, eller blot får os til at mærke, hvor meget vi håber, at vi stadig har noget, ingen andre kan regne ud.

AI Know You spiller frem til 17. januar i Teatersalen i Odeon.

Medvirkende:
Kristoffer Helmuth

Koncept / manuskript / iscenesættelse:
Tue Biering

Scenografi og kostumer:
Nicolaj Spangaa

Lysdesign:
Mathilde Hyttel

Lyddesign:
Erik Christoffersen

Dramaturg:
Mathias Rosenkrands Bech

AI-kunstner:
Cecilie Wagner Falkenstrøm